Er det for sent?

Spørgsmålet hang i luften, lige efter Preben og Benedikte (opdigtede navne) var trådt ind i min praksis.

Ifølge parret selv, var deres parforhold gået i stå: Preben havde sagt sit job op og planlagt at blive freelancer, mens Benedikte ikke havde mere energi på deres fælles familieliv. Benedikte fortalte, at hun havde givet op, fordi hun følte, at hun havde pleaset for meget og glemt sig selv.

De sad fast. Ingen af dem havde energi på at bygge parforholdet op igen – men ingen af dem kunne heller overskue at blive skilt og sidde alene tilbage.

Det er en trist situation at stå i, men desværre ikke sjælden.

Hvad savner I?

Jeg indledte vores fælles samtale med at spørge dem, hvad de hver især savnede fra deres partner?
Begge svarede – med hver deres ord – at det, de savnede, var plads og forståelse.

Jeg bad dem så om sætte flere ord på disse følelser og tale åbent om dem med hinanden.

Det lyder måske nemt, men det er et meget sårbart område. For det kræver jo åbenhed om præcist de emner, de allerede følte, de var blevet afvist på af den anden.

Allerede her er der faktisk noget læring fra Benedikte og Preben, som du selv kan bruge i dit eget liv og dit eget forhold: Der findes nemlig et meget enkelt spørgsmål for at afklare din trivsel:

Oplever du, at du kan være dig selv i dit parforhold?

Hvis dit svar er, at du slet ikke kan være dig selv, så har du brug for at arbejde med din rolle i din parrelation.

På den ensomme ø

I Preben og Benediktes tilfælde oplevede ingen af dem, at de kunne være sig selv i parrelationen. Det var rent faktisk så slemt, at de havde handlet på trods: Preben havde sagt sit job op for at se, om nye input måske kunne ændre på noget, og Benedikte var nået til konklusionen, at hun ikke længere orkede sit ægteskab.

Nu sad de så her på hver deres ensomme øde ø uden mulighed for at kunne svømme i land igen.

Er man først dér, kan det være svært at finde hinanden igen uden professionel hjælp på sidelinjen. Heldigvis havde Benedikte og Preben jo opsøgt mig.

Jeg bad parret lukke deres øjne og forestille sig deres ideelle liv. De måtte ikke sige noget i de 2 minutter, øvelsen varede. Men der var en begrænsning. Deres forestilling skulle handle om ting, som de SELV kunne have ændret for at opnå ideallivet – ikke om ting, som den anden skulle have ændret på for at få det til at lade sig gøre.

Prøv lige den øvelse selv nu …

Begge kom med samme svar: Jeg skulle have været mere åben. Jeg skulle have fortalt, at jeg blev mere og mere ked af det.

Hvem har ansvaret?

Når vi bliver kede af det, er det meget ofte, fordi vi oplever ubalance. Ubevidst vælger vi at fortie problemerne, og tilstanden forværres.

Både Preben og Benedikte opnåede erkendelsen af, hvad der var deres respektive andel af den fastlåste situation. Det er stort. Det er essentielt.

For først efter erkendelsen er det muligt at ændre tanker og overbevisninger.

I parforholdet og andre nære relationer er vi ”gode” til at projicere over i den anden, at det er hans/hendes skyld/manglende handling, der gør, at vi bliver ulykkelige.
Men vi har ofte selv et med-ansvar.

Også dig.

Det var en øjenåbner for parret at slippe skyldsspørgsmålet og i stedet tage ansvar for hver sin del.

Nu var der åbnet mulighed for dialog. En dialog, hvor de lovede hinanden at være hudløst ærlige.

Et eksempel på ærlighed er også at indlede med at sige: ”Det her troede jeg aldrig, jeg skulle blive i stand til at turde sige til dig, for det er mit mest sårbare punkt”.

Det er skamfuldt at være sårbar. Og derfor er det svært.

Den ødelæggende skam

Ifølge Brené Brown, forfatter til ”The Power of Vulnerability” (Sårbarhedens styrke) er det nærmest gødning for skammen IKKE at tale om de ting, vi skammer os over.

Forskning viser, at selve det at undlade at tale om en traumatisk begivenhed i vores liv, ikke at turde betro os til vores nærmeste om begivenheden/opvæksten, og alle de indespærrede følelser, der er inden i os som følge af traumet, det kan være mere skadeligt end selve begivenheden!

Den samme forskning viser, at når vi fortæller om det, der piner os, så bliver både vores psykiske og fysiske tilstand bedre, idet vi producerer langt færre stresshormoner.

Har du selv traumer, du ikke taler højt om?

Betro dig, det hjælper.

Kan du ikke betro dig til dine nærmeste, så betro dig til mig (klik her for at booke en tid)

Tak for din opmærksomhed.

Sid stille og tag indholdet af denne tekst ind.

Vil du i kontakt med mig, så ring 2834 3788 eller klik her for at skrive en besked/en bookning hos mig.

Bedste hilsener
Pia

PS. Husk, at vi kan kun skabe intimitet ved at dele vores sårbarhed med hinanden.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *