Kvartvejskrisen

De 5 ting, som stresser os mennesker mest i livet er:

1. At en, vi holder af dør
2. At vi bliver skilt
3. At vi selv eller en af vores nærmeste pårørende bliver syge
4. At vi mister vores arbejde
5. At vi skal flytte

Hos et ungt menneske kan kvartvejskrisen ramme.

Kvartvejskrisen er en betegnelse for den livskrise nogle unge oplever, når de er på vej ind i voksenlivet.

Krisen kan skyldes et ønske om at være perfekt og konstant jagte lykke og succes. Samtidig kender den unge ikke den færdige version af sig selv. Derfor kan livet føles uoverskueligt og magtesløsheden kan føre til angst, depression eller endnu værre: Selvmord.

Corona-krisen er særligt krævende for de unge. Hver 3./4. unge lider af ensomhed, angst, depression, stress eller tankemylder, fordi de må undvære socialt samvær, rejser mv. og fordi det føles uoverskueligt ikke at vide, hvornår hverdagen vender tilbage.

Jeg taler med unge mennesker i lignende situationer – og det hjælper. Kender du et ungt menneske med udfordringer, så tøv ikke med at kontakte mig, så jeg kan hjælpe.

Se gerne priser her

Bedste hilsener
Pia

Vil du være en attraktiv teenageforælder her i 2020?

For langt de flest af os er vores børn det vigtigste i vores liv.

Samtidig er det i barneårene ofte den mest kærlighedsfyldte relation, vi har.

Den relation, hvor vi ved, vi elsker uden forbehold og selv bliver elsket.

Derfor kan det føles udfordrende, når vores unge menneske går selvstændige veje.

Forarbejdet er gjort.

Kloge mennesker siger, vi ikke kan opdrage vores børn efter de er fyldt 12 år.

De har fået vores værdier med på deres livsvej.

Om de vil bruge dem – eller gå deres egne veje – eller en blanding – er op til dem.

Det må tiden vise.

Den unge kender i teenageårene ikke en gang sin egen identitet.

Det med at finde frem til sin identitet, tager hele livet, men processen fylder særligt meget i teenageårene.

Jeg hjælper en del unge mennesker med at finde frem til deres værdier.

Der er også brug for mig til at hjælpe med at komme ud af depression eller angst.

I Danmark har vi her i 2020 flere unge med psykiske udfordringer end vi nogensinde har haft før.

Jeg brænder for at hjælpe både de unge OG deres forældre.

Jeg er selv mor til 3 børn på 20, 18 og 16 år, så de seneste 8 år har jeg været teenageforælder.

Der er en overskrift, der kan beskrive, hvordan jeg bedst agerer i rollen som teenageforælder:

SØRG FOR, AT DU SELV ER I BALANCE!

Så snart du er i ubalance kompliceres relationen til din teenager.

Derfor tilbyder jeg dig som teenageforælder at få individuelle samtaler hos mig, hvor vi kan drøfte dine konkrete udfordringer.

Jeg holder også gruppe-seancer, hvor du kan møde andre teenageforældre. Her tager vi fat i netop dine udfordringer, mens de øvrige rundt om bordet, lytter og kommenterer efterfølgende – klik her for at læse mere.

Er det for sent?

Er det for sent?

Spørgsmålet hang i luften, lige efter Preben og Benedikte (opdigtede navne) var trådt ind i min praksis.

Ifølge parret selv, var deres parforhold gået i stå: Preben havde sagt sit job op og planlagt at blive freelancer, mens Benedikte ikke havde mere energi på deres fælles familieliv. Benedikte fortalte, at hun havde givet op, fordi hun følte, at hun havde pleaset for meget og glemt sig selv.

De sad fast. Ingen af dem havde energi på at bygge parforholdet op igen – men ingen af dem kunne heller overskue at blive skilt og sidde alene tilbage.

Det er en trist situation at stå i, men desværre ikke sjælden.

Jeg indledte vores fælles samtale med at spørge dem, hvad de hver især savnede fra deres partner?

Begge svarede – med hver deres ord – at det, de savnede, var plads og forståelse.

Jeg bad dem så om sætte flere ord på disse følelser og tale åbent om dem med hinanden.

Det lyder måske nemt, men det er et meget sårbart område. For det kræver jo åbenhed om præcist de emner, de allerede følte, de var blevet afvist på af den anden.

Allerede her er der faktisk noget læring fra Benedikte og Preben, som du selv kan bruge i dit eget liv og dit eget forhold:

Der findes nemlig et meget enkelt spørgsmål for at afklare din trivsel:

Oplever du, at du kan være dig selv i dit parforhold?

Hvis dit svar er, at du slet ikke kan være dig selv, så har du brug for at arbejde med din rolle i din parrelation.

I Preben og Benediktes tilfælde oplevede ingen af dem, at de kunne være sig selv i parrelationen. Det var rent faktisk så slemt, at de havde handlet på trods: Preben havde sagt sit job op for at se, om nye input måske kunne ændre på noget, og Benedikte var nået til konklusionen, at hun ikke længere orkede sit ægteskab.

Nu sad de så her på hver deres ensomme øde ø uden mulighed for at kunne svømme i land igen.

Er man først dér, kan det være svært at finde hinanden igen uden professionel hjælp på sidelinjen. Heldigvis havde Benedikte og Preben jo opsøgt mig.

Jeg bad parret lukke deres øjne og forestille sig deres ideelle liv. De måtte ikke sige noget i de 2 minutter, øvelsen varede. Men der var en begrænsning. Deres forestilling skulle handle om ting, som de SELV kunne have ændret for at opnå ideallivet – ikke om ting, som den anden skulle have ændret på for at få det til at lade sig gøre.

Prøv lige den øvelse selv nu …

 

Begge kom med samme svar: Jeg skulle have været mere åben. Jeg skulle have fortalt, at jeg blev mere og mere ked af det.

Når vi bliver kede af det, er det meget ofte, fordi vi oplever ubalance. Ubevidst vælger vi at fortie problemerne, og tilstanden forværres.

Både Preben og Benedikte opnåede erkendelsen af, hvad der var deres respektive andel af den fastlåste situation. Det er stort. Det er essentielt.

For først efter erkendelsen er det muligt at ændre tanker og overbevisninger.

I parforholdet og andre nære relationer er vi ”gode” til at projicere over i den anden, at det er hans/hendes skyld/manglende handling, der gør, at vi bliver ulykkelige.

Men vi har ofte selv et med-ansvar.

Også dig.

Det var en øjenåbner for parret at slippe skyldsspørgsmålet og i stedet tage ansvar for hver sin del.

Nu var der åbnet mulighed for dialog. En dialog, hvor de lovede hinanden at være hudløst ærlige.

Et eksempel på ærlighed er også at indlede med at sige: ”Det her troede jeg aldrig, jeg skulle blive i stand til at turde sige til dig, for det er mit mest sårbare punkt”.

Det er skamfuldt at være sårbar. Og derfor er det svært.

Ifølge Brené Brown, forfatter til ”The Power of Vulnerability” (Sårbarhedens styrke) er det nærmest gødning for skammen IKKE at tale om de ting, vi skammer os over.

Forskning viser, at selve det at undlade at tale om en traumatisk begivenhed i vores liv, ikke at turde betro os til vores nærmeste om begivenheden/opvæksten, og alle de indespærrede følelser, der er inden i os som følge af traumet, det kan være mere skadeligt end selve begivenheden!

Den samme forskning viser, at når vi fortæller om det, der piner os, så bliver både vores psykiske og fysiske tilstand bedre, idet vi producerer langt færre stresshormoner.

Har du selv traumer, du ikke taler højt om?

Betro dig, det hjælper.

Kan du ikke betro dig til dine nærmeste, så betro dig til mig.

Tak for din opmærksomhed.

Sid stille og tag indholdet af denne tekst ind.

Vil du i kontakt med mig, så ring 2834 3788 eller klik her for at skrive en besked/en booking hos mig.

Der er i øvrigt stadig pladser tilbage på min tur til Sydfrankrig 30. maj – 6. juni med yoga, massage og terapi og man kan godt deltage som par! Interesseret? – Så læs mere her

 

Bedste hilsener
Pia

PS. Husk, at vi kan kun skabe intimitet ved at dele vores sårbarhed med hinanden.

Jeg skal bare liiige …

“Jeg skal bare liige…”

Sådan lød en leders afskeds-bemærkning, da vi rejste os op fra præsentationsmødet.

Han havde entreret i et samarbejde med Inspirer, men han skulle altså bare liiiige….

Her 3 uger efter vores møde modtog jeg den tragiske besked, at han er gået bort. Død af en blodprop som følge af stress.

Jeg må indrømme, at jeg blev overvældet af en enorm skyldfølelse. Kunne jeg have bidraget positivt til, at døden var undgået, hvis jeg nu havde presset mere på for, at vi skulle gå i gang hurtigst muligt?

Det får jeg aldrig svar på.

Men det satte gang i skrivningen af denne mail.

Vi skal nemlig alle sammen være opmærksomme på, om en af vores kolleger eller nærmeste siger: ”Jeg skal bare liiiige…”

Stress er en farlig sygdom. Det er en ubalance i vores nervesystem, og den kemiske reaktion i hjernen bevirker, at det bliver sværere og sværere at skabe sig et overblik.

Jo vanskeligere det er at skabe overblik, jo mere må vi kæmpe, og sandsynligvis sætter vi opgavens løsning højere end vores eget helbred. Typisk uden at være bevidst om det!

Det er derfor, vi skal hjælpe hinanden, når vi hører udsagn, som ”Jeg skal bare lige om på den anden side af denne opgave/julen/ferien eller lignende”.

For måske er personerne bag udsagnene slet ikke selv klar over, hvor vigtigt, det er, at de gør noget NU!

De kan i hvert fald ikke selv overskue at tage initiativ til at søge hjælp.

Kig på stresstrappen.

Hvor på trappen befinder du dig lige nu?

Det er naturligt at være i det gule felt flere gange om ugen, og for nogens vedkommende flere gange hver dag.

Det springende punkt er, at vi skal vide, hvordan vi bevæger os tilbage i det grønne felt.

I det grønne felt er det nemlig dig, der styrer arbejdet og ikke arbejdet, der styrer dig.

Målet er ikke at befinde sig i det grønne felt hele tiden.

Målet er at vide, hvad der skal til for at få balance.

Skal du have hjælp?

Er der noget, du skal droppe?

Kan du uddelegere?

Særligt i lederpositioner kan det opleves som helt umuligt at sige fra.

Det kan føles som svaghed at måtte give op eller sige fra.

Jeg ser det som en STYRKE.

Vi er hver især ”Herre i eget hus”.

Vi har hver vores grænser for, hvad vi kan magte, og de grænser rykker sig hele tiden, alt efter om vores opgaver passer til vores kompetencer og til den tid, vi har til rådighed.

Du kan kun ændre dig selv.

Til gengæld kan du lære at vurdere, hvor på stresstrappen du befinder dig, så du ved, hvornår du skal sætte ind med netop de værktøjer, der passer til dig.

Befinder du dig i det orange felt eller måske endda i det røde felt, så er det nødvendigt at få hjælp ude fra.

Forestil dig, at du har en Ford Mustang, som du har sat i stand. Du går og pudser på den, hver gang du har fri og mulighed for det. Ville du droppe at skifte olie på den? Nej, vel?

Derfor må du heller ikke forsømme ”at skifte olie” på dig selv…. Klik her for bookning af en tid.

I denne uge startede en ny stressklient hos mig.

Han indledte samtalen med at sige, at han egentlig ikke forstod, hvorfor det skulle hjælpe ham at fortælle mig om sine udfordringer.

Det gav jeg ham ret i, for det er vanskeligt at forstå, før man har prøvet det.

Efter 10 minutter afbrød han sig selv, og sagde til mig, at han allerede nu kunne mærke, at han trak vejret lidt dybere end i starten.

Da vi rundede sessionen af, var hans feedback, at ”grammofonpladen, som konstant havde kørt i hans hoved den seneste måned, var blevet tavs”.

Det er præcis den effekt samtale har, både når det handler om stress og andre problemer, der bliver italesat.

Vi kan forholde os til vores problemer, når vi taler om dem.

Jeg håber, ovenstående giver mening for dig.

Skal du give dig selv et par sessioner hos Inspirer, så du kan læsse af og få genetableret roen i hovedet?

Klik her for at booke en tid.

Jeg ønsker dig en fredfyldt jul og takker for vores relation og eventuelle samarbejde i 2019.

Julehilsener fra
Pia