Jeg skal bare liiige …

“Jeg skal bare liige…”

Sådan lød en leders afskeds-bemærkning, da vi rejste os op fra præsentationsmødet.

Han havde entreret i et samarbejde med Inspirer, men han skulle altså bare liiiige….

Her 3 uger efter vores møde modtog jeg den tragiske besked, at han er gået bort. Død af en blodprop som følge af stress.

Jeg må indrømme, at jeg blev overvældet af en enorm skyldfølelse. Kunne jeg have bidraget positivt til, at døden var undgået, hvis jeg nu havde presset mere på for, at vi skulle gå i gang hurtigst muligt?

Det får jeg aldrig svar på.

Men det satte gang i skrivningen af denne mail.

Vi skal nemlig alle sammen være opmærksomme på, om en af vores kolleger eller nærmeste siger: ”Jeg skal bare liiiige…”

Stress er en farlig sygdom. Det er en ubalance i vores nervesystem, og den kemiske reaktion i hjernen bevirker, at det bliver sværere og sværere at skabe sig et overblik.

Jo vanskeligere det er at skabe overblik, jo mere må vi kæmpe, og sandsynligvis sætter vi opgavens løsning højere end vores eget helbred. Typisk uden at være bevidst om det!

Det er derfor, vi skal hjælpe hinanden, når vi hører udsagn, som ”Jeg skal bare lige om på den anden side af denne opgave/julen/ferien eller lignende”.

For måske er personerne bag udsagnene slet ikke selv klar over, hvor vigtigt, det er, at de gør noget NU!

De kan i hvert fald ikke selv overskue at tage initiativ til at søge hjælp.

Kig på stresstrappen.

Hvor på trappen befinder du dig lige nu?

Det er naturligt at være i det gule felt flere gange om ugen, og for nogens vedkommende flere gange hver dag.

Det springende punkt er, at vi skal vide, hvordan vi bevæger os tilbage i det grønne felt.

I det grønne felt er det nemlig dig, der styrer arbejdet og ikke arbejdet, der styrer dig.

Målet er ikke at befinde sig i det grønne felt hele tiden.

Målet er at vide, hvad der skal til for at få balance.

Skal du have hjælp?

Er der noget, du skal droppe?

Kan du uddelegere?

Særligt i lederpositioner kan det opleves som helt umuligt at sige fra.

Det kan føles som svaghed at måtte give op eller sige fra.

Jeg ser det som en STYRKE.

Vi er hver især ”Herre i eget hus”.

Vi har hver vores grænser for, hvad vi kan magte, og de grænser rykker sig hele tiden, alt efter om vores opgaver passer til vores kompetencer og til den tid, vi har til rådighed.

Du kan kun ændre dig selv.

Til gengæld kan du lære at vurdere, hvor på stresstrappen du befinder dig, så du ved, hvornår du skal sætte ind med netop de værktøjer, der passer til dig.

Befinder du dig i det orange felt eller måske endda i det røde felt, så er det nødvendigt at få hjælp ude fra.

Forestil dig, at du har en Ford Mustang, som du har sat i stand. Du går og pudser på den, hver gang du har fri og mulighed for det. Ville du droppe at skifte olie på den? Nej, vel?

Derfor må du heller ikke forsømme ”at skifte olie” på dig selv…. Klik her for bookning af en tid.

I denne uge startede en ny stressklient hos mig.

Han indledte samtalen med at sige, at han egentlig ikke forstod, hvorfor det skulle hjælpe ham at fortælle mig om sine udfordringer.

Det gav jeg ham ret i, for det er vanskeligt at forstå, før man har prøvet det.

Efter 10 minutter afbrød han sig selv, og sagde til mig, at han allerede nu kunne mærke, at han trak vejret lidt dybere end i starten.

Da vi rundede sessionen af, var hans feedback, at ”grammofonpladen, som konstant havde kørt i hans hoved den seneste måned, var blevet tavs”.

Det er præcis den effekt samtale har, både når det handler om stress og andre problemer, der bliver italesat.

Vi kan forholde os til vores problemer, når vi taler om dem.

Jeg håber, ovenstående giver mening for dig.

Skal du give dig selv et par sessioner hos Inspirer, så du kan læsse af og få genetableret roen i hovedet?

Klik her for at booke en tid.

Jeg ønsker dig en fredfyldt jul og takker for vores relation og eventuelle samarbejde i 2019.

Julehilsener fra
Pia